Vi kender alle de her bøger: ”Til mine børnebørn” og ”Til mine efterladte”, og det slår mig, at der aldrig er    linjer nok. Et mennesker er så meget andet end de få linjer, man nu kan lægge ordene frem og beskrive sig selv.  ”Om en time springer træerne ud” er også en slags bog til de efterladte. En bog til at beskrive mennesket Jens Christian Grøndahl uden at det bliver vammelt og selvudleverende. Alle læsere ved, han har givet en brøkdel af sig selv, men det følte som hele verden blev givet os.
For der er bøger, man elsker at være i selskab med. Bøger med en nærhed, som man nærmest føler, at sidde over for forfatteren selv. Det er som oftest ikke de lange og indviklede bøger. Som et cafe besøg med en god veninden heller ikke behøver at trække ud, men er intenst. Sådan er bogen her af Grøndahl, og jeg var momentant lykkelig, da jeg lagde bogen fra mig. Jeg følte, at han havde givet noget af sig selv til mig.
Bogen er en rejse ind i baggrunden for ”at være som man er”. I det tilfælde forfatteren selv.”Hvorfor blev jeg mig? Og hvad er gået forud”? Grøndahl lægger familiebilleder frem og tager hvert enkelt billede op fra bordet og fortæller om billedet. Det er ikke for ingenting, at bogen er tilegnet hans fire børn. Han fortæller om sin barndom, om sin ungdom og hvor kompliceret det var at finde sig selv; finde sin hylde i livet. Han sætter ord på dufte, som vi alle kender af, kedelige hotelværelser og dårlige skrivemaskiner og fortæller med stor ømhed om, hvordan han tragtede efter at blive en stor lyriker. Men den dag han holdt op med at forsøge, løste den gordiske knude nærmeste sig selv op, og han opdagede i stedet en stor evne til at skrive romaner.
Jeg elsker bøger, der med ømhed beskriver det unge menneskets dilemma med drømme og ambitioner. Hvad ligger og venter forude i fremtiden for mig? Hvad kan jeg gøre, for at det skal blive godt?
Dette er en bog, der tåler at blive læst igen og igen. Nærmest igennem alle årstiderne. Den er så smuk, at man næsten på egen krop mærker kirsebærtræerne blomstre.

Anna Grue.

Hold øje med denne forfatter. Kendte hendes ansigt. hun har været redaktør på et par  dameblade. Og jeg er bjergtaget. Hun skriver bare SÅ godt, og jeg skal da virkelig have fat i flere af bøgerne om ”den skaldede detektiv”.
Så netop hendes søn Rune David Grues opsætning af Dostojevskijs ”Kældermennesket” i Skuespilhuset med Rasmus Bjerg som den ulykkelige mand, der ikke kan finde sig til rette i sociale sammenhænge og derfor langsomt går til grunde. Stykket varede 1 time; kun med Bjerg på scenen. Fantastisk opsætning. Dygtige Rasmus Bjerg! Her er da virkelig en kreativ familie.

Judas Kysset

Af Anna Grue

Grethelise Holm: ”Møgkællinger” blev slugt i et hug. En rigtig god krimi, som jeg købte for en 10 er på markedet!

”Det Syvende barn” af Erik Valeur.
Jeg må altså tilstå. Den var svær at komme i gang med. Jeg syntes han skrev kringlet og snørklet, og mine øjne blev meget hurtigt trætte. Men jeg kæmpede fordi den havde fået så gode anmeldelser og kom igennem. Overraskende slutning og flot tidsbillede af dengang et uægte barn var en skam. Du skal være meget standhaftig for at læse den...
Til den lettere genre, men absolut ikke ringere:

Jeg har netop læst: ”Skrædderen” af Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun overgår bare sig selv. En eminent forfatter, som Danmark kan være stolt af. Jeg levede mig virkelig ind i den flig af Danmarkshistorien hun beskriver. Det var som gik jeg med hendes forfader gennem Københavns gader. Den bog kan ikke anbefales nok.

”Vil du være rask” siger Jesus til en mand. Det er vel nok den mest provokerende udtalelse af dem alle. hvad ligger der i det? At folk der er syge kan bestemme sig for at være raske? Eller at man skal passe på med ikke at bruge smerten som en tryghed? Lyt engang til P1 udsendelse med Helga Døssing Hansen. Selv om du måske ikke selv er syg, kan det give et billede af, hvad det vil sige hele tiden at have sygdommen som ledsager i livet.

http://www.dr.dk/P1/menneskerogtro/udsendelser/2011/2012/

Married catholic Priest af Anthony P. Kowalsky.

Dette var virkelig en spændende bog for en rom og Vatikanfreak som mig. Jeg slugte nærmest hvert ord af den, fordi der var så mange oplysninger, jeg ikke var bekendt med. men der var også det mere indlysende. hvorfor holde på cølibatskravet, når Peter selv var en gift mand? vi ved jo at Jesus helbredte Peters svigermor, da hun lå syg af feber. Det er pave Gregor den Store der i 1000. tallet implementerer cølibatskravet som en forudsætning for at være præst. Ikke før. For de første præster i oldkirken var gifte mænd. Senere bliver det en indviklet affære at uddanne sig til præst. Munkene tilbringer længere og længere tid på klostrene. Og det giver sig selv – ingen kvinder på klostrene (ikke ifølge de officielle kilder....) –derfor intet forhold til det andet køn. Kvinden, får de jo slået i hoveret igen og igen, var en fristerinde, som man skulle holde sig langt væk fra. Hun var djævelens håndlanger. men der er rigtig mange katolske præster der, trods alt, bliver forelsket i en kvinde. De må forlade deres embeder, og hvad værre er – de fryses ud af samfundet. nogen undgår at fortælle om deres fortid, når de søger nyt job. Andre står frem og i U.S.A  især er det ingen skam at have været katolsk præst og nu en ”frafalden”. Man må jo tage sig til hovedet og spørge hvorfor ”Rotweiler paven” alias Benedikt den XVl  i Rom endnu ikke mener det er på tide at få gjort op med den uskik, at alle hans præster SKAKL være cølibate. Hvorfor gør man det ikke frivilligt? Er det stadig et syn på præstestanden som værende ”bedre end lægfolket”? For det med at de bruger mere tid på sognet og gud, den holder bare ikke. Især ikke efter den lange pædofiliskandale. Ægteskabet er billedet af Guds kærlighed til mennesket. Der er basis for eftertanke med denne bog skrevet af ”en frafalden”, som stadig er præst, som elsker sit job og sin Gud – og sin kone!

“Behind looked doors, a history of the conklaves” af Frederic Baumgartner.

Ja, så er vi der igen. Vatikanguf. Endeløse rækker af bøger om Vatikanet fylder mine reoler, og en psykiater ville nok have kronede dage, hvis han skulle psykoanalysere mig... For :hvad sker der når paver vælges? Hvad er der sket op gennem historien? Og hvorfor er skodderne så vandtætte den dag i dag, så vi ikke engang ved om den nuværende pave havde ”konkurrenter” til jobbet? Hvordan var livsvilkårene tidligere under valgene? Hvor lang sørgeperiode er der før næste pavevalg?  Om hvad med Avignonpaverne? Hvordan klarede man skismaet, når paver samtidig blev valgt i Frankrig? Ja bogen lå på mit natbord, men det var ingen hindring. Jeg har nydt at læse bogen fra ende til anden. Det er sådan én jeg bare må i gang med igen!

En vild fårejagt

Nu er jeg inkaneret Murakami fan. Hans bøger er simpelthen sublime. Men jeg var aldrig kommet i gang med hans forfatterskab fra starten. Hvordan begyndte det hele for ham? Det hele begyndte med ”Den vilde fårejagt”. Og nej,der er ingen gummistøvler og oil skins jakker i farvandet. Det er meget mere elegant.
Murakami er japaner. Han er fanatisk løber - Løber mange maratonløb og et ekstremløb om året, og har skrevet en bog, der hedder ”Hvad jeg tænker når jeg løber”, Han er tidligere jazzklubejer, Ja, og så blev han forfatter. Og det er nok de livstråde, der springer i hver sin retning, der fasinererer mig. Og så skriver han bare så smukt og stilfærdigt, poetisk. Som en tre retters menu, der skal nydes og ikke sluges. Men det skal siges. Den her bog er underlig. Dybt, dybt underlig. Og så alligevel ikke. Det er som om, når man er midt i læsningen, så giver det hele mening. Han evner på én eller anden bizar måde, at spinde det hele sammen, og efterlade læseren med en oplevelse af, at den her bog ville man ikke have været foruden. Er det forførelse af værste rang, mon? Til ”nybegyndere af Murakami” vil jeg dog stærkt anbefale:”Kafka på stranden”.Man er underholdt som af en kyndig rejseguide, der kan sit kram.

Venteværelset - en døendes fortælling om livet af Rita Nielsen og Jakob Harder.

Jakob er en ung mand i 30erne, med gang i karrieren som direktør hos ISS, da han får konstateret kræft. Det hele startede med en hvis plet på tungen og forløbet er barskt og hårdt. Jakob har netop stiftet familie med sin kæreste Helle og er blevet far til Sofus.

Rita Nielsen arbejder på Diakonissestiftelsens hospice, da hun får kontakte til Jakob, som er indlagt. Jakob er et meget åbent menneske, og de to får nogle dybe samtaler om livet og døden. Bogen er deres fælles projekt: At fortælle de levende om at være i venteværelset med et stærkt ønske om ikke at blive behandlet som en spedalsk. Jakob kræver, at man ikke opfatter ham som et offer, men med værdighed og omtanke. Han fortæller en hjertegribende fortælling om et sundhedssystem, der ikke vil se patienten som et individ, der kræver værdighed. Hans møder med personalet er koldt og klinisk og ingen ønsker at få del i hans historie. Det er chokerende læsning og enhver, der er i systemet burde tage sig selv den tid at læse bogen fra ende til anden.
Læseren kommer med hele vejen. I afmagten, når han må lægge sig på køkkengulvet og græde, i hverdagen, hvor Jakob finder glæde i "bare" at handle ind og gøre dagligdags ting i overvejelserne om hvordan han kommer til at dø. I tankerne om det religiøse aspekt.
Som læser er man ikke den samme efter at have læst denne bog. Der er ting, der sættes i relief. Ting, der syntes så uendelige ligegyldige.