Dons-Christensen er for nyligt udnævnt til biskop over Ribe stift, og det er kloge ord, hun fælder ned i sin bog. Først og fremmest er det en bog til alle, der lever i et ægteskab. Det er guldkorn - hele bogen igennem, og den kan ikke anbefales nok. Køb et lager! Forær den væk til venner og børn! I individets tidsalder er det også en bog at blive klog på sig selv af. Dons-Christensen mistede sin mand i en for-holdsvis ung alder.

Hun beskriver alle de smertelige følelser hun og børnene gengik i for-bindelse med dødsfaldet. Alle de ord, som var ment godt, men som slet ikke hjalp.
En ren perle af en bog!

Henrik Dahl: Mindernes land.

Henrik Dahl begår den fiktive genistreg, alle indvendigt kunne have ønsket sig. Den dybe samtale med sin mormor og om det liv hun levede op igennem 19 hundredetallet. Den beskriver fint de perioder; opgange og nedgange Danmark gennem-levede.

Den beskriver flot kirkens udvikling og har gode betragninger fra sidelinjen, som man kan bruge til konstruktivt at forny nogle ting, der måske er blevet forstokkede. Bla. fotoreglerne i kirken.Her argumenterer Henrik Dahl (med sin mormor som udgangspunkt, der oftere og oftere gik ind i "Mindernes land" - i fotoalbummmene og genoplevede højdepunkterne i sit liv) - at livet leves gennem billeder. Men end nogensinde.

Det har givet stof til eftertanke, skal jeg hilse og sige.....Bogen er også én af den salgs, man vil vende tilbage til i sin reol. Anbefalelseværdig!

Bibelen er fuld af humor. Jesus selv var en stor humorist - er min påstand.

Peter Mouritzens tre genialt tegnede billedbøger

- om tre gammeltestamentlige historier, vi tror vi kan udenad.
Men genfortalt bliver alting nyt: Hør bare fra "Kraftkarlen og den dejlige dame" - om Samson: "Jeg er en sandfærdig mand, sagde Samson. - Jeg holder ord, selv om I aldrig ville have gættet gåden, hvis ikke I havde været nogle luskefise"."

Jammergøjen og den Ynkelige hval".
"Kraftkarlen og den dejlige dame".
"Kong Skrap og den skrækkelige ovn". Dialogen, men også tegningerne i sig selv er kollosalt morsomme. Dem må I unde Jer selv!

”Barnet i mødet med livets mørke sider” af Lars Bjørklund og Bernt Eriksson.
kr. 98. Unitas forlag.

Et god bog at blive klog på, især hvis man er af den opfattelse, at det er bedst at skåne barnet for mødet med døden.

Her får man, fra to svenske sygehuspræster, virkelig forståelsen af, at det tværtimod giver barnet en stor følelse af svigt, når man ikke deler sin sorg med dem. Og at børn, der er alvorligt syge, tværtimod oplever et stort svigt ved ikke at få sandheden at vide. Ved at de voksne hele tiden snakker udenom, når det barnet måske netop havde brug for var et rum og lads til at de voksne var ærlige.
Ord og tro er bare ikke nok, når vi møder et barn i sorg. Vi skal møde barnet i dets virkelighed. – for netop deri er kærligheden – at vove at være tilstede. Nærværende.

Der gives et eksempel med en tolvårig dreng der er døende. Han har ikke spurgt om sin sygdom, og forældrene mener derfor, at han ikke er klar over hvor alvorligt det er. De beslutter sig derfor for, at han ikke skal vide noget. Faren forsøger hele tiden at tale om vejret og andre ligegyldigheder. Efter drengens død finder de en dagbog, hvor drengene skriver om sig selv og sine tanker. Han skriver om det svigt han oplever, fordi ingen orker at tale om det, og han beskriver hvor forladt han føler sig.

Mennesker føde og mennesker dør – det er livets vilkår. Hvorfor tror vi ikke børn kan forstå det? Derved vil vi ikke erkende, at barnet har en psykisk og føelelsmæssig dimension. Allerede som helt lille barn på cirka to år vil barnet finde bier og fluer der er døde.
Tårer er sjælens sprog – sorgens sprog, og vi har alle godt af at græde engang imellem. 

Ikke at få svar giver barnet fantasibilleder, som kan være meget være end virkeligheden. Større børn  fra 9 års alderen har godt af at vide hvad der kommer til at foregå når et menneske dør. lige fra processen, bedemand, kiste, evt. krematorium og opløsning i jorden. Som eksempel gives en dreng, der ikke deltog i sin mormors begravelse, de voksne ville skåne barnet. Han fik lov til at komme med ved urnenedsættelsen. Og dybt chokeret hiver han fat i graveren ærme og forlanger at vide, hvordan mormor de kunne putte mormor ned i sådan en lille krukke.

Voksen har brug for billeder, at hvor den døde er, men det er slet ikke nok. Egentlig er de billeder også en måde at kompensere for vor egen angst. Barnet vil også hive fat i fx om Gud er god, når han tager et elsket menneske fra mig.

Børns sorg er anderledes en vi voksnes. Derfor tror vi, fejlagtigt, at de sørger mindre. At de kan være kede af det, og øjeblikket efter gå ud og lege. Børn lever mere i nuet – end vi voksne. Vi tænker hele tiden frem og tilbage. Det kunne være dejligt, hvis vi voksne blev bedre til – i nuet – både at rumme fremtiden og fortiden, som barnet kan. Legen er også en måde at rumme sorgen på.
At lege begravelse, at lege sygdomsforløbet. Og så er det vigtigt, at der er ritualer og riter for børn som institutionerne er opmærksomme på. Fx det at gå op og tænde lys i lysgloben, hvis et barn mister elelr plukke blomster eller tegne tegninger. Og måske, hvis det er nødvendigt at holde en kort andagt. For vi er hinandens fællesskabsmulighed, og det er vigtigt vi deler vores følelsesmæssige tanker mere med hinanden. Det gør ikke noget vi er afmægtige, bare vi viser det for hinanden.

Så er det vigtigt, at vide, at børn reagerer forskelligt. Nogle reagerer meget aggressivt ved fx at slå omkring sig. Når et barn reagerer – er det hele kroppen. Måske fryser det gennemgribende. Ingen reaktioner er forkerte.

Og børn vil i lang tid forsøge at fastholde relationen til den døde. En femårig stopper midt i legen for at sige: ”Ti stille. Nu taler jeg med mor”.

Som en violin, der rammer de helt rigtige toner.
Bogen er skrevet af Marilynne Robinson, og jeg havde egentlig mine fordomme overfor den allerede inden jeg fik den i hånden. Den vandt i 2005 Pulitzerprisen, og jeg tænkte den var noget opreklameret gas, som jeg ikke ville røre med en ildtang. Med ved et tilfælde til Blistrup kirkes høstgudstjeneste, hvor vi netop kom til at tale om bøger, spurgte jeg en vidende dame i menigheden om hun havde læst den. Hun havde netop købt den, men endnu ikke læst den, og jeg måtte gerne låne den – fanget. Ingen udvej, men mand hvor blev jeg holdt fast i nettet. Jeg svømmede frivilligt derind, og som en ål fandt jeg ikke vejen ud igen, for allerede på 1. side var jeg fanget.
For det var tonen i bogen, der greb mig. Som en lang kærlighedserklæring til livet, og til de mennesker han mødte på sin vej. Den meditative summen, der lullede én over til støvet og blæsten og vinden der tager i den lille bys kirkeklokke – og er der ikke en port der står og klaprer et sted?
                      Den var ikke til at lægge fra sig. Den må jeg bare eje, for den tåler at blive læst flere gange.
                      Der var kærlighed og jalousi i den og ”skeletter i skabet”.
Det skal også siges, at den må være forbilledligt oversat af Ida Jessen, der har fundet melodien i bogen, for hendes seneste bog: ”Det første jeg tænker på”, handler netop om den dansk præst der i teorien har alle de rette ord at sætte på syltetøjsglassene – tilgivelse, håb, forventning, men da hun mister sin søn Gustav ved en trafikulykke og det står alle klart, at det må være én fra sognet – en hun kender, der har kørt ham ned- ikke kan få teori og praksis til at hænge sammen. Og når det kommer til stykket er det nok livets sværeste kunst. Vi har ordene, men at føre dem ud i livet er staks en anden ting.

Tilbage til toppen